Til uddannelsesministeren: Du står ikke i spidsen for en pølsefabrik

Det er ikke Paradise hotel, I tjekker ind på,” tordner uddannelsesminister Esben Lunde Larsen til nye studerende i et indlæg i Berlingske Tidende d. 27. august.

I en håndfast prædiken giver Hr. Lunde Larsen studerende et par alfaderlige råd med på vejen: ”Respektér jeres undervisere. Gør jer umage. Sæt barren højt. Som voksne mennesker er det jeres ansvar at komme igennem studierne,” slår ministeren fast.

Det tror jeg, at de færreste studerende er uenige i. Selvfølgelig skal vi gøre os umage. Selvfølgelig skal vi sætte barren højt. Og det siger vel sig selv, at det er mit ansvar at gennemføre mit studie, og at jeg i øvrigt skal vise respekt for de mennesker, jeg omgiver mig med i hverdagen.

Problemet er, at tvangstilmeldinger og krav om mekanisk fremdrift netop ikke skaber forudsætningerne for, at studerende kan handle som voksne mennesker, der tager ansvar og ”sætter deres dannelse i bevægelse med selvansvar og samfundssind,” som det så fint lyder fra ministeren.

Fremdriftsreformen spænder ben for, at vi kan opdyrke og afsøge de muligheder, der er for at dygtiggøre os, fx ved at tage i praktik, få et studiejob eller tage et suppleringsfag. Uddannelsesministeren reducerer os til en vare på et samlebånd i fabrikshallen, når han sætter nogle rammer, der gør det svært at tage ansvar og udvise samfundssind.

Den mekaniske fabrikstankegang, der overtager samfundets universiteter, medfører vanvittige merudgifter, især til administration (tænk bare på de mangedoblede reeksaminer og alle dispensationssagerne). Derudover gør den de studerende snævert eksamensfikserede. Det handler i højere grad om blot at komme igennem eksaminerne og få en universitetsgrad, end det handler om, læringen der finder sted, mens man studerer.

Så kære, Esben Lunde Larsen, husk, at du ikke står i spidsen for en pølsefabrik, men for noget af det mest værdifulde vi har, nemlig de uddannelser, der skal sikre Danmarks velfærd og velstand i fremtiden. Det håber jeg, at du vil tænke over, når du, som lovet, tager Fremdriftsreformen til eftersyn inden for de næste måneder.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *